Reglement Årskonkurrencer


Årets Terrier

Konkurrencen afgøres ved hjælp af et pointsystem, hvor hundene får point efter følgende skala:

BIS 1= 25 point, BIS 2 = 15 point, BIS 3 = 10 point, BIS 4 = 5 point.

Pointene tælles sammen for alle årets DTK udstillinger, og den hund, der har opnået højeste pointtal bliver Årets Terrier.

Står to eller flere hunde lige i konkurrencen, vinder den hund, der har opnået flest BIS 1 placeringer. Står hundene herefter stadig lige, vinder den hund, der har opnået sine bedste resultater på udstillinger med det største antal tilmeldte hunde.

I denne konkurrence udtages nr. 1,2,3 og 4. De modtager alle en roset.

I konkurrencen om: Årets juniorhandler, Årets veteran,Årets Parklasse, Årets avlsklasse, Årets opdrætsklasse, gælder følgende pointsystem: BIS 1 = 5 point, BIS 2 = 3 point, BIS 3 = 2 point, BIS 4 = 1 point.

Pointene tælles sammen for alle årets DTK udstillinger, og den der har opnået flest point i de enkelte konkurrencer bliver vinder af den pågældende konkurrence.

Står to eller flere lige i konkurrencen, vinder den der har opnået flest BIS placeringer. Står der stadig to eller flere lige, vinder den der har opnået sine bedste resultater på udstillinger med det størst antal tilmeldte hunde.

I disse konkurencer udtages nr. 1 – 4, de modtager alle en roset.

Årets juniorhandler:

Mini (10 – 13 år), Maxi (14 – 17 år). Ret til at deltage i juniorhandling har alle, der er fyldt 10 år men ikke 18 år på udstillingsdagen. Der kan kun anmeldes stambogsførte hunde, der opfylder betingelserne for at kunne deltage på DTK’s udstilling og har opnået juniorklassealderen. Hunden behøver ikke være tilmeldt i andre klasser på udstillingen.

Der konkurreres i hver aldersgruppe og nummer 1 – 4 placeres. De 4 bedste juniorhandlere i hver gruppe konkurrerer derefter om en endelig juniorhandlerplacering. Her placeres nummer: 1 – 4

Årets veteran: I veteranklassen kan deltage hunde, der på dagen er fyldt 8 år.

Årets opdrætsklasse: En opdrætsklasse skal bestå af 4 hunde af samme race, uanset køn, opdrættet af den samme opdrætter. Opdrætsklassen kan kun anmeldes af opdrætteren. Hundene skal være tilmeldt udstillingen i en af de officielle klasser.

Årets avlsklasse: I denne klasse kan deltage hanhunde/tæver der møder med 4 stk afkom. Hundene skal være tilmeldt de officielle klasser på udstillingen. 


Årets racevinder: 

Racerepræsentanterne kan arrangere årskonkurrencer i deres race, såfremt de selv eller et flertal af medlemmerne i racen ønsker det. 

 Årets hund/hunde i racen kåres ud fra disse konkurrencer. Enstemmigt vedtaget på racekreds mødet 11/12-2016, gældende fra 1/1-2017: • Man skal være medlem i Dansk Terrier klub – dog deltager støttemedlemmer ikke i konkurrencen. Man skal være medlem af DTK på dagen/udstillingen hvor point optjenes. Desuden skal man være medlem på dagen for den afsluttende udstilling samt præmieoverrækkelse. Herudover er det tilladt for diverse racer at have sine egne yderligere regler der er vedtaget i racegruppen, der dog ikke må være konflikt med ovenstående. Fortolkning: Man = ejer/medejer af hunden, uanset om hunden er dansk eller udenlandsk. 

Dette kan kræves dokumenteret i form af ”officielt ejerbevis”* fra pågældende land, af racerepræsentanten eller bestyrelsens ansvarlige for racer. (*med officielt ejerbevis henvises der til den registreret ejer/ejere i det pågældende lands kennel klub under FCI) (eksempel: går hunden bort eller ejerskiftes, beholder hunden sine point og dermed deltagelse i årskonkurrencen – forudsat at ejer/tidligere ejer er medlem i DTK). • Det er udelukkende udstillinger arrangeret af Dansk Terrier Klub der tæller i point regnskabet. Dette er gældende fra 1 Januar 2017. 

Fortolkning: Udstillinger på DTK udstillingskalender for året. 

 Pointsystemet, der anvendes til ovennævnte konkurrence, er individuelt fra race til race. DTK har udarbejdet et pointsystem, der kan benyttes, såfremt racegruppen ønsker dette.